Ødis kirke

Kirken den er en gammelt hus, med en levende fortælling

Protest eller glæde? I 1857 var den nye kirke her i Ødis klar til at blive indviet. Den gamle middelalderkirke, som havde stået på samme sted i flere hundrede år, blev revet ned. Jeg har nogen gange tænkt på, hvordan folk her i Ødis mon reagerede, da man tog deres gamle kirke ned. Protesterede de? Glædede de sig til det nye? Det er svært at forestille sig, at de var ligeglade. Jeg mener, det var her deres forfædre lå begravet. Her var de og deres børn døbt og konfirmeret. De havde måske givet sin hjertenskær sit ja foran alteret. Det var jo ikke bare en ligegyldig bygning man besluttede at rive ned.

Den gule odder tipi. Jeg var med min familie i Canada her i sommerferien. Vi besøgte en museumspark, hvor Canadas historie blev præsenteret. Canada som nation er ikke mere end 150 år gammel. Det begyndte da nybyggerne med heste og landbrugsredskaber begyndte at holde kvæg og opdyrke jorden. Men det er jo ikke hele Canadas historie. Indianere kalder vi de mennesker som boede det amerikanske kontinent, før europæerne kom. First nations, de først nationer, kalder de sig selv.

I museumsparken stod også en tipi, hvor vi hørte en dame fortælle. Vi hørte historien om en ung mand der drog ud for at få et drømmesyn. I drømme blev han ført under vandet til besøg hos den gamle odder. Besøget var i en gul tipi, dekoreret og udført på en bestemt måde. Dekoreret med gule prikker, som symboliserer stjerner og med odderen på. Hele indretningen med farve, størrelse og dekoration blev givet den unge mand. Sådan blev den gule odder tipi til. Og den kunne man flytte ind i.

Flytte ind i en fortælling, eller selv skabe historie. Her var fortællingen givet med boligen. Det  fik mig til at tænke på huse, jeg kender til. F.eks. mine bedsteforældres hus. For mig fik deres hus først sin historie efter at jeg var kommet der mange gange og fik erindringer knyttet til det. Det er menneskene der flytter ind og giver huset sin historie. I tipien flyttede menneskene ind i en historie, der allerede var givet.

Rammer og indhold. Kirkerne blev bygget, så Guds ord kunne lyde. De blev bygget så mennesker der på stedet kunne samles, lytte, bede og lovsynge. Hvordan er det med vore kirker? Flytter vi ind i en historie, der allerede er der, eller er giver vi selv huset dets fortælling?

Der er mange fortællinger om Ødis kirke. Vi ved, at menighedsrådet for lidt over ti år siden bestemte at kirken skulle restaureres. Man bestemte farver og en ny lyssætning. I 50’erne bestemte man hvilket orgel der skulle være i kirken og går vi tilbage til 1920’erne så blev mosaikvinduet lavet. Og da kirken blev opført, så var det efter tegninger fra en bestemt arkitekt.

Ville de gamle Ødisboere komme tilbage og græde over deres kirke? At den ikke ser ud som den plejede. Eller ville de glædes over, at der stadig i dag samles mennesker. At vi  lægger vores kræfter i, at være med i en levende fortælling, om hvordan gudstjeneste og kristendom virker hos os i dag. Jeg håber de ville glæde sig.

 

Hvad er da et menneske?

Michael Kvium maler ikke mennesket fra vores bedste side. Han vil stille os ansigt til ansigt med vores tåbelighed og huske os på vores eksistentielle levevilkår. Det er godt at ordene fra Sl. 8 også kan bidrage med noget om, hvad det er at være menneske.

Når jeg ser din himmel, dine fingres værk,månen og stjernerne, som du satte der,hvad er da et menneske, at du husker på det,et menneskebarn, at du tager dig af det?Du har gjort det kun lidt ringere end Gud,med herlighed og ære har du kronet det. Sl. 8, 4-6.

Et ubetydeligt komma i universets fortælling og dog kronet med herlighed og ære, sådan skildres menneskelivet i denne gammeltestamentlige salme. Den menneskelige tilværelse er uoverskuelig og umulig at sætte på formel, her hvor vi lever vores liv mellem storhed og smålighed, visdom og tåbeligheder.

I en udstilling med navnet "Fools" oversat "Fjolser" maler kunstneren Michael Kvium menneskets vrangside. Den del af os selv, vi ikke ønsker at erkende. Det gør ondt at blive mindet om, at livet ikke varer evigt. Vi ønsker ikke at blive konfronteret med vores ligegyldighed, storhedsvanvid, utaknemmelighed, skrøbelighed og uvidenhed om det egentlige. I Kviums billeder, som udstilles på ARoS i Århus indtil 15. februar, møder vi alle disse utiltalende karaktertræk i de næsten 200 ansigter han har malet. Og gennem dem stilles vi overfor vores egen skyggeside og bringes til at reflektere over egen eksistens.

I et interview taler Kvium om tilværelsens grundspørgsmål og siger "Ethvert søgende menneske må jo spørge sig selv, hvad meningen er med, at vi bliver materialiseret på jorden i nogle få år og så skal dø... livet er og bliver en lang opgave i at undersøge, hvem man selv er. Grundspørgsmålet er: Hvem er jeg?"

Journalisten spørger, om kunstneren selv er kommet nærmere på svaret på det spørgsmål. "Nej, det kommer man aldrig til. For det flytter sig. Man kan hoppe ind i cirklen et øjeblik, men så flytter spørgsmålet sig. Det flytter sig med alderen og livets skiftende omstændigheder. Det flytter sig i mødet med andre mennesker og med ens eget skiftende humør. Det flytter sig, når man bliver forladt, eller når det går op for en, at man selv skal dø. Så det spørgsmål om, hvem man er, skal man svare på hver dag." siger Michael Kvium.

Hvad er da et menneske? Spøger salmisten. Hvem er jeg? Spørger vi os selv. Du er en uperfekt eksistens, minder udstillingen os om og et menneske Gud husker på, et menneskebarn han tager sig af, lægger salmen til. Gud ske lov og tak for det!

cookie information